OBS! Igen – igen: Jacks særlige seminar:
Se videoen om vores uddannelser på Cypern/Kypros
|
|
Så er vi tilbage i Minsk i 14 dage for at undervise endnu et hold deltagere i grundlæggende NLP og Enneagrammet. Denne gang skal vi finde nye lokaler til Enneagram undervisningen, og tilbringer mange timer med at køre rundt i Minsk, som er en stor by med 2 millioner indbyggere. Lena er vores chauffør, hun kører en gammel Rover med hul i lydpotten, med mobiltelefonen næsten fast klistret til det ene øre, så det er en lidt blandet og temmelig larmende fornøjelse. Midt på motorvejen bliver vi ringet op af en mand fra Litauen som har en masse spørgsmål ang. vores kurser, heldigvis holder Lena ind til siden fordi forbindelsen er så dårlig. Til sidst viser det sig at han snakker godt engelsk, og det er min tur til at sidde og råbe gennem den dårlige forbindelse. Han spørger om vi kan komme til Litauen i morgen, det er kun 200 km, og meget lettere for os at rejse ind i EU end for ham at rejse ind i Belarus. Desværre, vi skal undervise, kan vi fortsætte samtalen på mail? Han lover at maile os, han har et stort salgsapparat med masser af kontakter i Polen og Moskva, og han vil meget gerne snakke med os.
For 10 år siden ville jeg have jublet og tænkt, wauw, hvor spændende! I tidens løb har jeg dog lært at blive mere afventende, for en del af den slags kontakter bliver aldrig til noget. Nu vil jeg først se om vi overhovedet får mail fra ham.
Jack startede undervisning i dag, og Lena og jeg kører videre i vores jagt efter lokaler, der er billigere end hotellernes timepris. Det er ikke fordi hviderusserne har store krav til lokaler, det første kursus bliver holdt i et kælderlokale uden vinduer, men Jack og jeg kan ikke holde følelsen af at være indelukket ud. Og så er vi lidt sarte med hensyn til toiletter, og synes godt der må være mere end et toilet til 25 mennesker, og der må også gerne være rent på dem..... WC papir tager man dog med hjemmefra, lærer jeg.
Lena finder et fint lokale på en højere læreanstalt, hvor en meget sød dame hjælper os. Hun tager os med ind til rektor, og jeg føler mig hensat til min barndomstid da vi ærbødigt står uden for hans kontor og venter, fornemmer hvordan vores venlige dame strammer sig lidt an. Rektor hilser venligt og Lena forklarer ham om vores ønske, og at hun kommer fra en hjælpe organisation. Jeg forstår russisk nok til at forstå at de fleste af hans følgende spørgsmål handler om regler, dokumenter og ministerier, og jeg kender Lena godt nok til at vide at hendes venlige smil lige nu ikke er ægte - hun holder masken, men synes alt det bureaukrati er tåbeligt. Da hun skal til at lykønske ham med dagen - Lærernes Festdag - får hun det da også galt i halsen og overfaldes af en voldsom hoste, og må have pastiller af mig. Med tårer i øjnene p.g.a. hosten og et venligt 'do svidanie' forlader vi rektors kontor.
Lokalejagten fortsatte i dag, tanken om de mange dokumenter var ikke tillokkende, og en veninde kendte et lille museum som har en foredragssal. Det er et meget hyggeligt sted med trævægge lavet af grove bjælker, og vi beslutter os straks for at leje det. Lederen er en meget venlig og imødekommende mand, som går i detaljer med tingene, og vi går smilende derfra - vi har begge genkendt ham som Enneagramtype 1, og ved at der vil være tjek på alting.
|
Gå tilbage til oversigten for Jacks blog - klik her!
|
|
Terapi sessioner
Når Jack og Helene Makani
befinder sig i dit område,
tilbyder de private coaching,
terapi & healing sessioner.
Se sted og datoer her!
Facebook
Du kan også finde os på Facebook!
|