Det ringer på døren og jeg åbner for Maja. Da jeg har hjulpet hende frakken af og hentet kaffe går vi ind i stuen, hvor jeg arbejder med mine klienter. Jeg spørger hvad jeg kan gøre for hende, og hun begynder at fortælle mig om sit problem. Hendes liv er trist, og det er blevet værre de seneste år. Det går ikke godt på jobbet. Hun synes, at livet har mistet sin mening. Hun leder desperat efter en kæreste, men hver gang hun har mødt en mand, som hun godt kan lide bliver hun usikker på, om han er den rigtige, og så tør hun ikke involvere sig.

Sådan har det altid været. Hun synes altid, at der mangler noget i hendes liv, og hun leder altid efter det. Hun har hørt om mig gennem en af sine veninder, og nu vil hun gerne have, at jeg hjælper hende.

Jeg beder hende fortælle lidt om sit liv og intuitivt fornemmer jeg, at der er noget ved fireårsalderen, som er vigtigt i forhold til hendes problem. Jeg spørger hende hvad der skete i hendes liv, da hun var fire år. Først bliver hun lidt forvirret, så husker hun, at det var på det tidspunkt, hendes forældre blev skilt. Hun blev boende hos sin mor. Hun besøgte sin far i starten efter skilsmissen, men hun kan huske, at farens nye kone ikke brød sig om hende, og at besøgene ret hurtigt hørte op. Hun kommer i kontakt med følelsen af tab og begynder at græde. Jeg siger, at jeg godt kan forstå hende og rækker hende en serviet til at tørre øjne.

Jeg forklarer hende lidt om tidslinieterapi. Om at vi mennesker gemmer vores erindringer i en tidsmæssig rækkefølge. Jeg forklarer lidt om, at alt hvad der er sket i vores liv ser ud til at være på denne tidslinie som erindringer, men almindeligvis er de gemt for vores bevidste sind. Imidlertid kan vi genopdage hvad som helst vi har brug for, gennem at rejse tilbage i tiden for vores indre blik og bearbejde glemte begivenheder. Jeg fortæller hende, at jeg tror, at hun med denne metode vil kunne slippe noget af det, som i dag forhindrer hende i at få en kæreste. Hun lyser op ved tanken og siger, at hun er klar.

Jeg bruger lidt tid på at lade hende opdage sin indre tidslinie. Det viser sig, at hun oplever fortiden gående fra brystet og lige bagud som en stribe af dunkelt lys. Hendes fremtid går tilsvarende fra brystet og lige frem. Fremtiden er noget lysere og breder sig ud som et smalt V. Da vi har opdaget det, beder jeg hende om at lukke øjnene og taler hende ind i en tilstand af let trance. Derefter guider jeg hende tilbage til tiden omkring forældrenes skilsmisse, idet jeg er omhyggelig med at lade hendes indre opmærksomhed opleve det på en måde, så hun ser alting oppefra, som om hun befinder sig i luften over det der sker.

Hun finder meget hurtigt en begivenhed, hvor hendes forældre skændes, og hvor hendes far siger, at nu vil han rejse, og går ind i soveværelset for at pakke. Hendes mor bryder sammen og græder uhæmmet. Hun ser sig selv komme ind fra sit eget værelse og gå hen og holde om sin mor. Jeg spørger hende, hvad hun beslutter i den situation, og hun fortæller, at hun beslutter, at man ikke kan stole på sin far. Så guider jeg hende længere tilbage ad tidslinien, til før begivenheden fandt sted, og lader hende slippe sorgen og beslutningen her. Det virker. Jeg kan se hende give slip, se hvordan musklerne i ansigtet og halsen slapper af. Jeg giver hende god tid til at slippe det hele og guider hende så igen til begivenheden i soveværelset. Jeg foreslår hende at lade kærlighed flyde ned i begivenheden, og derefter guider jeg hende ned i begivenheden for at lade hende opleve, hvordan det nu er anderledes. Og det er det. Selvom hun genoplever sig som værende midt i det hele er der sket noget, som får hende til at opleve det med et nyt overblik. Jeg guider hende frem mod nuet igen, og beder hende tage den nye måde at opleve tingene på med til alle de begivenheder hun passerer på vejen, og så åbne øjnene, når hun er klar. Da jeg ser hendes øjne, kan jeg se effekten af denne tidslinierejse. Hendes øjne rummer en afklaring og indsigt i sig selv, som ikke var der før.