OBS! Igen – igen: Jacks særlige seminar:

Se videoen om vores uddannelser på Cypern/Kypros

makani_intro_still_small.jpg






Se den på
Dansk eller Norsk

Breve fra deltagere
Kapitel 12 Krateret - marts 1998 PDF Print E-mail
Det er mørkt. Klokken er elleve om aftenen og jeg sidder på kanten af det store krater. Himlen er skyfri og jeg ser op på stjernebillederne. Mit blik strejfer Orions bælte og hæfter sig som sædvanlig ved den midterste af de tre stjerner. Jeg føler igen denne særlige tiltrækning, jeg så ofte har til denne stjerne. Jeg ser ned i krateret, og skimter utydeligt bunden langt nede. Det er et stort ovalt krater, vel sine 6 gange 3 kilometer i størrelse.

Der har været mangfoldige udbrud gennem tiderne, men i dag er lavaen størknet og danner fast bund. Små udslip af svovlholdig luft strømmer op af jorden utallige steder i krateret og vækker minder om, at her slumrer de stærkeste skabelseskræfter i naturen. Jeg føler mig ydmyg over for disse stærke kræfter.
Halemaumau, det mindre krater, som ligger forsænket i det store krater, ligger næsten lige under mig. Det er det krater som har haft det seneste udbrud. Her skal jeg opholde mig det næste par døgn. En slags afslutning af denne femte tur til Hawaii. Krateret er stedet hvor jeg kan lade alle indtryk og processer samle sig og danne en ny helhed. Egentlig ved jeg godt, at jeg burde sidde nede ved selve Halemaumau, men jeg synes, at der er for meget svovl i luften, så jeg har truffet den noget mere bekvemme beslutning at blive her oppe på kanten af det store krater
En stor mus kommer frem fra nogle buske foran mig og begynder at løbe rundt ved min venstre fod. Jeg laver et par lyde for at skræmme den væk. Den forsvinder, men er efter et par øjeblikke tilbage. Igen får jeg den til at forsvinde, men den kommer frem igen.
Pludselig dukker den op tæt ved og begynder at bide i min rygsæk. Jeg kan simpelthen ikke slippe af med den mus lige meget hvad jeg gør. Til sidst indser jeg, hvad det er min essens vil gøre opmærksom på gennem at sende mig musen: jeg skal tage ned til det lille krater, som jeg hele tiden godt har vidst ville være det rigtige.
Jeg pakker sammen og går hen til min lejede bil og kører ned til parkeringspladsen. Jeg tager min rygsæk på og spadserer ned i krateret. Der er meget svovl i luften og lugten er stærk. Det er mørkt og jeg træder forsigtigt uden om de mange sten på den næsten utydelige sti. Jeg går en lille kilometer og standser ved et sted, som jeg finder egnet, og indretter mig med liggeunderlag som sæde og en god sten som ryglæn. Der er kun et par meter hen til kraterranden, så jeg kan se direkte ned til bunden af Halemaumau, som ligger små 30 m under mig. Igen strømmer en ydmyghed igennem mig, over at være i så tæt kontakt med disse stærke kræfter. Jeg ser op mod nattehimlen. Det er letskyet og jeg er fuldstændig alene her midt i krateret.
Jeg sætter mig og kontakter vulkanens egen energi og beder om lov til at opholde mig her og udføre mit arbejde. Derefter sidder jeg et par timer og mediterer på at forbinde mig til nogle andre geografiske steder her på jorden, som jeg efterhånden har opdaget, at jeg har en særlig kontakt til. Herefter forbinder jeg mig til de øvrige planeter i solsystemet. Efter nogen tid får jeg den velkendte respons i kroppen, som fortæller mig, at nu er en eller anden form for forbindelse skabt. Derefter går jeg i gang med at skabe kontakt til den midterste stjerne i stjernesystemet Orions bælte. Denne stjerne har en næsten magisk tiltrækning på mig. Efter en stund oplever jeg kontakt og samler fokus for al denne energi her ved krateret. Jeg kan mærke det bygge op i mig, og sidder stille et par timer og holder fokus. Jeg har ingen ord, som jeg kan sætte på det som sker, kun en indre tydelig fornemmelse af, at det er rigtigt på denne måde, og at det er vigtigt. Min krop begynder at ryste af den energi, som løber igennem mig, og på et tidspunkt bliver disse rystelser totalt ukontrollerede. Tiden står stille og jeg er bare et med energien og dette krater under mig. Jeg ved ikke helt, hvad der sker. Jeg ved blot, at dette er vigtigt og jeg skal gøre det uden at stille spørgsmål.
Efter et par timers forløb er det tid at komme ud af processen og jeg takker for at have været en slags redskab for denne proces. Jeg har stadig ingen ord, som kan beskrive min indre oplevelse, og jeg beslutter mig for at tage direkte tilbage til Volcano House, som hotellet hedder, og gå i seng.
Da jeg slår øjnene op næste morgen er jeg øm i kroppen. Det skyldes formentlig det energifokus, som strømmede gennem mig om natten. Så der er ikke andet at gøre end at stå op og lave nogle øvelser med kroppen og få den i gang igen. Jeg spiser en solid amerikansk morgenmad - med pandekager og sirup - og tager så igen ud i krateret.
Himlen er igen letskyet da jeg parkerer bilen og pakker min rygsæk med solhat, vand, liggeunderlag til at sidde på, og en notesbog til eventuelle notater. Så går jeg igen ad stien for at finde min sten fra i nat. Der er et kvarters gang og undervejs passerer jeg andre, som er ude og besøge krateret. Lavastien er knudret og man skal se sig for hvor man træder. Undervejs passerer jeg en snes steder, hvor svovldampe strømmer op af jorden. Så er det med at holde vejret, indtil luften igen er frisk.
Jeg kontakter vulkanens energi og beder igen om tilladelse til at arbejde her. Så skaber jeg igen mit energifokus på samme måde som i nat. Kroppen begynder at ryste og jeg mister enhver fornemmelse for tid og sted. Igen har jeg ingen ord, kun fornemmelsen af, at det jeg gør er vigtigt. Efter en times tid takker jeg for energien, kommer ud af trancen og drikker lidt vand. Solen er kommet frem og det er tid at tage solhat på og bruge lidt solcreme. Her er godt at være. Jeg føler igen denne ydmyghed over at kunne sidde ved krateret og være direkte forbundet til de stærke skabelseskræfter, som eksisterer her. Og godt igen at føle mig rask og stærk og totalt forbundet til energien, ja mere end nogensinde
Jeg brugte flere måneder på at heale min krop efter min sygdom. Umiddelbart efter udskrivelsen fra hospitalet vejede jeg ti kilo mindre end normalt. Og det tog adskillige måneder, før jeg igen havde nået min normale vægt. Omkring oktober måned var jeg ved at være rask og oplevede så på en måde, at jeg var blevet anderledes. Det var som om noget var forsvundet fra min personlighed. Der var noget, som var det samme, og noget som var nyt. Det nye var så stærkt repræsenteret, at jeg besluttede at byde det velkommen ved at skifte navn. Jeg havde i nogle år gået med navnet Jack Makani i hovedet. Jeg kan godt lide ordet Jack, som jo er et kælenavn for John, der igen er det engelske ord for Hans - mit gamle navn. Så på en måde var det blot det samme. Makani er et hawaiiansk ord, som betyder vinden eller luften. Et udtryk for bevægelse og forandring og dermed noget, som meget godt beskriver mit liv. Så jeg tog en dyb indånding, traf beslutningen og indsendte en ansøgning om navneændring. Jeg fik at vide, at der kunne gå mange måneder før navnet blev godkendt, hvis det overhovedet gjorde det. Så stor blev min glæde, da jeg kun tre uger senere modtog mit navnebevis på mit nye navn: Jack Makani.
Jeg har naturligvis måttet besvare mange spørgsmål om mit navneskift siden, og har været glad for, at andre mennesker tog godt imod mig med det nye navn.
I løbet af efteråret havde jeg flere møder med Anne Marie og Helge, hvor vi mediterede på Hawaii. Vi fik en stærkere og stærkere fornemmelse af, at det var vigtigt for os at tage til Hawaii i februar/marts 1998. Der lå simpelthen en opgave og ventede på os, en opgave som handlede om at skabe nogle forbindelser mellem Hawaii og blandt andet Danmark på et usynligt energiplan.
Så midt i februar drog vi af til Hawaii. Helge havde aldrig været her før, så vi startede med nogle dage på Den store Ø, hvor vi blandt andet besøgte flygtningebyen Honaunau og vulkanen. Vi udvekslede også nye indvielser i Akashasystemet.
Efter Den store Ø tog vi til Maui. Vores intuition havde hjemmefra fortalt os, at på denne ø lå turens egentlige opgave. For at løse opgaven skulle vi opsøge et bestemt krater på øen og gennemføre en ceremoni der. Så vi lejede en bil og pakkede den med rygsække og kørte op ad bjerget for at finde den gamle vulkan. Man kan køre stort set helt op til toppen af vulkanen, hvor det øverste område inklusive selve det nu udslukte krater er statsreservat.
Vi meldte os på indskrivningsstedet og fik tilladelse til at campere i krateret. Indskrivningen var samtidig det sidste sted med vand og ordnede toiletforhold. Herfra kørte vi nogle kilometer til P-pladsen. Så var det på med rygsække og af sted. Vi gik på et lavaspor et par kilometer. Det var en varm og solrig dag og vi begyndte hurtigt at svede under de store rygsække. Efter en times gang var vi endelig fremme ved kraterranden.
I samme øjeblik, jeg stod og så ned i krateret, som vel var en ti gange tre kilometer, skete der noget inde i mig. Det var en kropslig oplevelse af, at en gammel viden eller erfaring vågnede op. Jeg vidste præcis, hvor i krateret vi skulle hen og hvad vi skulle gøre her. Jeg bemærkede mig kendingsklipper, og vi begyndte nedstigningen Stien ned var en hårnålesti, som snoede sig smukt ned ad kratervæggen. Efter at være kommet godt ned holdt vi en kort pause og begav os derefter af sted mod det område, som jeg havde set oppe fra kanten. Det tog et par timer, og da vi var fremme var det som om vi var på en anden planet. Området bestod af sten og yulkanstøv. Nærmest som et månelandskab. Jeg fandt hurtigt det rigtige sted og vi gik i gang med at udføre forberedelser til den proces, som vi skulle gennemføre i løbet af natten. Da det blev mørkt anbragte vi os tre forskellige steder på en måde, så vi lige akkurat kunne skimte
hinanden i mørket. Den nat arbejdede vi med at skabe en slags forbindelser mellem dette gamle krater og Danmark. Det var en dyb meditativ proces og vi oplevede det alle tre som om et eller andet løsnedes i dette gamle vulkankrater og forbandt sig med Danmark. Vi havde ikke rigtig ord for det, men fornemmelsen var, at resultatet ville være positivt støttende for Danmark.
Selv om vi opholdt os i tropisk område, nåede temperaturen inde i krateret ned omkring frysepunktet i løbet af natten. Fugtigheden under vores regnslag var blevet til is om morgenen. Vi hundefrøs. Så da vi havde afsluttet den sidste ceremoni om morgenen gjaldt det blot om at komme i gang med at gå og få varmen tilbage i kroppen igen.
Det fik vi, for det blev en hård tur med rygsæk hele vejen op ad kratersiden og tilbage ad sporet til bilen. Den nat nød vi at sove på et hawaiiansk ejet hotel i en af byerne, inden vi næste dag forlod Maui og tog videre.
Efter Maui tog vi til Molokai, som også kaldes den venlige ø. På denne ø er masseturismen først nu ved at manifestere sig, så alting går langsommere, i et mere oprindeligt hawaiiansk tempo. Vi boede i en ferielejlighed mens vi udforskede øen, som blandt andet rummer et meget smukt vandfald.

Fra Molokai tog vi til Kauai for at gå ad en bestemt sti på Na Pali kysten. Legenden siger at kahuna-aspiranterne vandrede ad denne sti, og når de vendte tilbage, vidste de hvilken ø de skulle vælge til deres gerning. Stien er cirka 11 miles lang og følger kysten, hængende på klippen i varieret højde. Naturen er smuk og udsigten over oceanet er sine steder helt fantastisk med delfiner og hvaler, som leger i overfladen. Det regner rigtig meget i området, og stien kan være et ufremkommeligt ælte af mudder.
På vores tur var det dog stort set tørvejr. Vi brugte den første dag til at gå de seks miles til campingområdet midtvejs. Stien var smal, så der var nogle steder brug for at holde tungen lige i munden. Næste dag var landskabet mere åbent. Stien var nogle steder endnu smallere end første dag og bragte adrenalinen en del i vejret. Den anden nat overnattede vi ude i den dal, hvor stien ender. En slags ingenmandsland, hvor nudisme stortrives og hvor unge mennesker hænger ud i længere tid. Vandet var desværre udrikkeligt på grund af fare for spedalskhed - her har for mange år siden boet en spedalsk mand. Om faren stadig er reel er mere tvivlsomt. Vi brugte de to næste dage til at komme tilbage til civilisationen. Interessant nok virkede stien på tilbagevejen meget bredere end på udvejen, Helge kaldte den overmodigt for en ren motorvej. Det er imponerende som vi mennesker kan vænne os til hvad som helst

Under opholdet på Kauai var jeg blevet klar over, at det var vigtigt for mig også at besøge Lanai. Dette er en lille ø, som tidligere blev kaldt ananasøen på grund af den store produktion af denne frugt. Vi måtte altså omkring et lokalt rejsebureau og få ordnet flybilletter. Derefter af sted til Lanai. Vi fik værelser på det oprindelige hotel, som er bygget i kolonistil og med kun ti værelser. Vi lejede en bil og udforskede øen. Det var hurtigt gjort.
Den er ikke særligt stor, og livet går om muligt langsommere end på Molokai.

Den anden dag vidste jeg intuitivt, at der skulle ske noget vigtigt i mit liv. Om eftermiddagen tog jeg af sted fra hotellet. Jeg havde allerede om formiddagen fundet det sted, hvor jeg skulle opholde mig om natten. Jeg vidste, at jeg skulle være vågen det meste af natten, så jeg medbragte vand, mad, regnslag og sovepose samt varmt tøj.
Jeg fandt mit sted på en skrænt og indrettede mig under nogle buske, hvor jeg kunne sidde med et halvtag over hovedet i form af buskene.
Jeg havde ingen bevidst idé om, hvad der skulle ske, så jeg overgav mig til min intuition og fulgte blot de indskydelser, jeg fik. I starten fokuserede jeg på at forbinde mig til de hawaiianske øer, derefter til solen og planeterne i solsystemet, og endelig til den midterste stjerne i Orion systemet. Jeg mediterede på dette fokus og oplevede, at jeg mere og mere forsvandt. Jeg blev dette fokus. Et eller andet begyndte at løbe igennem mig og min krop begyndte at ryste. Det var som om min krop levede sit eget liv som en slags beholder for en energi, der i stadigt større mængde løb igennem. Jeg sad time efter time og bare var med denne proces. Jeg oplevede det som om en kraft byggede op i mig og integrerede. Det virkede som en kolossal forøgelse af handleenergi. Noget som ville give mig mulighed for en stor ekspansion på det fysiske plan.
Tidligt på morgenen var processen afsluttet og jeg var fuldstændig udmattet. Jeg sov et par timer inden jeg tog tilbage til hotellet. Efter morgenmad forlod vi øen og fløj tilbage til Den store Ø.
Nu viste det sig at være tid til at vi delte os. Anne Marie og Helge havde fokus på et sted kaldet South Point, så de lejede en bil og kørte derned, og jeg tog til vulkanområdet igen. Her lejede jeg mig ind på Vulcano House og ventede til om aftenen, hvor jeg for første gang ville tage ud og kontakte vulkanen.
Et par japanske turister vandrer gennem krateret, ivrigt snakkende. Jeg betragter dem et øjeblik og vender så igen min opmærksomhed mod krateret og min nye kontakt på energiplanet. Efter endnu en halv times koncentration på krateret rejser jeg mig og tager tilbage til hotellet. Jeg kan holde fri indtil i aften, hvor der igen skal ske noget vigtigt.
Om aftenen spiser jeg i hotellets restaurant, som har panoramavindue ud til krateret. Det er et utroligt syn at sidde her i restauranten og se ned i krateret og se de små svovludslip, som hele tiden bryder op af jorden.
Ved 23-tiden tager jeg min rygsæk og går ud af hotellet. Nogle gæster i lobbyen spørger hvor jeg skal hen, og jeg svarer at jeg skal ud på vandretur. De ser underligt på mig og vender sig derefter mod ilden fra pejsen og fortsætter deres samtale. Jeg går ud til min bil og kører ned til krateret, hvor jeg går ned til min sædvanlige sten og sætter mig til rette. Jeg kontakter igen hver enkelt ø i den hawaiianske øgruppe. Jeg kontakter solen og planeterne, og endelig kontakter jeg den midterste stjerne i Orion systemet. Jeg skaber det efterhånden velkendte energifokus, og mærker det bygge op.
Mens jeg sidder her og fastholder mit energifokus begynder mine tanker at lege med et sæt principper for personlig udvikling. Et sæt principper, som jeg fremover kan bygge min undervisning på. Disse principper er langtfra nye, andre har formuleret dem længe før mig. Blot er de denne nat meget stærke inden i mig og derfor rigtige for mig. Principperne lyder således:
1. Alting er en proces!
Alting forandrer sig hele tiden. Du forandrer dig, jeg forandrer mig. Vi vokser op, vi bliver voksne. Vi bliver ældre og dør. Det samme sker for mennesker omkring os. Det samfund som vi lever i forandrer sig. Nye modestrømninger opstår og sædvaner ændrer sig. Teknologien vi bruger forandrer sig. Vores sprog forandrer sig. Planeten som vi bor på forandrer sig. Universet som stjerner og planeter svæver i forandrer sig. Måske er det hele virkelig en stor forandringsproces.
Hvad styrer denne forandring? Eller, er der noget som styrer det? Det er et godt spørgsmål. Mange mennesker foretrækker, at der er en vis orden i tingene. At der er nogle lovmæssigheder og en plan, som det hele forløber efter. Måske er det ikke sådan. Måske har det hele mere karakter af et eksperiment. Faktisk kunne det se ud som om der på den anden side af det atomare niveau findes en energi, som binder det hele sammen. En energi som er i alt og gennemstrømmer alt. Som strømmer gennem mig og dig og forbinder os uden at vi kan se det. Måske har denne energi karakter af en slags kommunikationssystem, som giver mulighed for at al intelligens kan danne en helhed - kan hænge sammen. Så måske eksisterer der en sådan intelligens, som gennemstrømmer det hele og bruger dig og mig og alt andet som en slags "brikker" i eksperimentet.
Sæt dig godt tilrette i en stol og lad din opmærksomhed synke ind i dig selv og begynd at iagttage din egen indre kommunikation. Læg mærke til at du vil kunne iagttage dine tanker, dine indre billeder, dine indre lyde, selvsnak og kropsfornemmelser. Og stil så dig selv spørgsmålet: "Hvem er det, som iagttager det her?" Og svaret må uværgeligt blive, at vi er mere end vores tanker, ord, krop og handlinger. Vi er også den, som er i stand til at iagttage det hele. En iagttagende opmærksomhed.
Det næste spørgsmål kunne være: Hvem er iagttageren ? Det interessante er, at man kan opdage, at der er noget som er i stand til at iagttage iagttageren At der på en eller anden måde er noget bagved iagttageren, som iagttager denne. Og hvis du finder denne bagvedliggende iagttager, vil du måske opdage, at der bagved er endnu flere iagttagere. Sagt med andre ord er det måske sådan, at det liv vi kender og som foregår i det, som vi plejer at kalde den 3. dimension - den fysiske dimension - blot er et af flere mulige. Måske er det sådan, at vi i denne 3. dimension lever i en fysisk krop og bruger denne krop med de muligheder og begrænsninger det giver, til at skaffe os erfaringer og oplevelser og udrette ting i det fysiske.
Måske er det sådan, at denne iagttager - essensen - som nogen kalder bevidstheden eller sjælen - blot kan forlade kroppen på et tidspunkt og fortsætte sin eksistens i en af de andre dimensioner. Måske er det sådan, at det vi kalder død blot er et udtryk for en overgang fra én tilværelse til en anden. Og måske betyder det, at denne "iagttager", som forlader den fysiske krop når "døden" indtræder, kan komme til at opleve flere "dødsprocesser" på sin vej gennem de forskellige dimensioner. Måske er der en slags "dødsproces" mellem alle dimensionerne. Måske er vores liv i realiteten blot en lang række skift mellem disse forskellige dimensioner, som gør at alting er en proces.
Jamen hvad så når vi dør, kunne man spørge, så er vi her jo ikke mere. Måske er det heller ikke rigtigt. Måske har vi fået det her med døden helt galt i halsen. Lad os lave et eksperiment.
Hvis det er rigtigt, giver begrebet død i den traditionelle forstand ikke mening. Vores kulturs anstrengelser for at opretholde livet her i den 3. dimension for enhver pris er måske en uheldig måde at forsinke det næste skridt i "vores liv". En diskussion af dette bliver mere og mere vigtig jo bedre vi bliver til at holde "døde" mennesker i live ad kunstig vej. Hvornår skal der slukkes for respiratoren og hvem må gøre det?
Vores sind er fuldt af erfaringer og overbevisninger, som virker som indre programmer. Sove, stå op, spise, gå på job, lave de samme ting som i går, gå hjem, spise, se fjernsyn, elske, og så videre. Disse indre programmer kan næsten køre livet automatisk for os - og uden at vi opdager, at vi nærmest er faldet i søvn.
Jeg spørger mig selv, som jeg sidder her i krateret, om jeg lever helt og fuldt efter dette princip ? Er jeg hele tiden indstillet på forandring, accepterer jeg at tingene forandrer sig ?
2. Du er her for at skabe!
Dette princip er umiddelbart opfyldt. Vi genskaber hele tiden os selv. Hele tiden dør celler i vores krop og hele tiden skabes nye celler til at afløse. At være menneske er en proces. Noget dør - noget nyt fødes, indtil det tidspunkt kommer, hvor essensen gør sig fri af kroppen og fortsætter sit liv på en anden måde.
Men hvordan ville det være, hvis vi hver for sig vænnede os til at stille spørgsmålet, når vi skulle gøre noget:
"Hvordan kunne det her gøres anderledes?" Stille det til så mange forhold i vores hverdag som muligt. Hvad med den vej jeg plejer at køre til mit arbejde? Hvad med den her rapport vedrørende salget? Hvad med den måde jeg plejer at komme hjem til min familie på? Hvad med de venner, vi plejer at se om søndagen? Hvad med vores lørdagsmiddag? Og så videre. Det ville betyde, at vi stimulerede vores kreative potentiale. Det ville betyde, at vi skiftede fokus fra gentagelse til nyskabelse. Hvad ville det ikke betyde for vores liv! Hvor meget mere af vores potentiale ville det ikke give hver af os mulighed for at bruge. Og pludselig ville du opdage, at dit sind har fået en ny vane - nemlig at være kreativ, Og det eneste du behøver at gøre er at stille et simpelt spørgsmål:
"Hvordan kunne det her gøres anderledes?"
Men vi er mere end blot den fysiske regenereringsproces. Vi indeholder også et enormt kreativt potentiale. Vi rummer evnen til at skabe ideer og gå nye veje og vi har en krop, som giver os mulighed for at føre disse ideer ud i livet på det fysiske plan. Tænk på alle de drømme og ideer, som du har haft i dit liv. Nogle har du realiseret og andre ikke. Vores essens forsyner os løbende med inspiration og ideer som kan motivere os til at tage vores næste skridt. I mit eget liv har jeg arbejdet meget efter dette princip.
3. Verden er hvad du tror den er!
Vi kan følge inspirationen eller lade være, og hvis vi ikke gør det, ja så kører vi på automatpiloten, det vil sige, at vores underbevidsthed genskaber det samme i morgen, som dagen i dag rummede.
Dette princip bygger blandt andet på, at den information, som vores sanser har mulighed for at registrere bliver sorteret ganske kraftigt på vej til at blive en indre virkelighed i vores hoved. Vi filtrerer ganske enkelt det vi sanser, og sorterer ubevidst det meste fra. Hvad lægger du f.eks. mærke til, når du møder en person af det modsatte køn? Lægger du mærke til øjnene, ørerne, håret, hovedets form, halsen, skuldrenes bredde, musklernes størrelse, hænderne, brysterne, hofterne, taljen, lårene, knæene, anklerne, fødderne? Eller er det mere noget med kroppens symmetri eller mangel herpå? Eller er det måske kroppens bevægelse? Er det noget med ordene, tonefaldet, variationen i stemmen eller monotonien? Er det måske noget med tøjet, fodtøjet, frisuren eller hvad er det? Sjovt nok lægger du næppe mærke til det hele, hvilket jo selvsagt må betyde, at vi filtrerer information forskelligt. Vi har fokus på nogle ting og udelader nogle andre.
De overbevisninger, værdier og erfaringer som vores filter indeholder, bruger vi så til at danne vores virkelighedsopfattelse. Sagt på en anden måde, vi oplever ikke virkeligheden som den er, vi oplever en del af virkeligheden. At vi så tror, at det vi oplever er sandheden om virkeligheden er noget andet.
Er du tilfreds med det du oplever? Hvis ikke er vejen til at opleve noget bedre, at skifte fokus, og det kan vi gøre gennem at forandre vores værdier og overbevisninger, indtil vores indre filter skaffer os de oplevelser af verden, som vi ønsker
Jeg har lært dette princip for mange år siden, og oplevet, at det er nemt at forstå på det intellektuelle plan, men ikke altid nemt at leve efter. Jeg reagerer også på verden.
4. Der er ingen grænser!
Det er jo virkelig et paradoks. For vores verden opleves som fuld af grænser. Vores krop er for eksempel en begrænsning for vores frie udfoldelse. Tyngdekraften begrænser os. Vi kan ikke trække vejret under vandet - i hvert fald ikke uden udstyr. Vi kan ikke flyve som fuglene - ved egen hjælp. Vi kan ikke gå gennem en væg -i hvert fald ikke i en fysisk krop. Og hvis vi sætter fingeren på en varm stegepande, ja så brænder vi os.
Og alligevel siges det, at der ikke er nogen grænser. Kvantefysikken beskriver, at der hinsides det atomare niveau eksisterer en virkelighed, som kun eksisterer for iagttageren. Sagt med andre ord, det vi ser eksisterer kun fordi vi ser det. På det niveau er alting det samme. Den indiske læge og forfatter Deepak Chopra kalder det en kvantesuppe, som gennem vores filter kan skabes til virkelighed. Så måske er det således, at det er vores overbevisninger - nedarvede såvel som tillærte - der er vores grænser. Og måske er disse grænser forudsætninger som vi skaber for overhovedet at kunne opleve og gøre erfaringer i den fysiske virkelighed.
Kan vi leve efter dette princip ? Lever jeg selv efter dette princip ? Er det det der gør mig i stand til at sanse energien
5. Hvad du sender ud vender tilbage til dig selv!
Vi sender det ud, som der lige nu er fokus på i vores personlighed. Hvis du har en periode, hvor der er meget gammel vrede fremme, ja så vil du jo selvsagt gå rundt og udstråle mere vrede end du plejer. Det betyder også at du lettere tiltrækker mennesker, som selv indeholder vrede, ud fra devisen at lige børn leger bedst. Omvendt hvis du udstråler kærlighed vil mennesker som selv rummer kærlighed lettere få øje på dig.
Hver eneste tanke og følelse, som vi har, optræder i os som energi og forlader os som energi. Hver eneste tanke breder sig ud fra os som ringe i vandet eller med det fokus, som den nu har. Hvor langt når den ud? I princippet uendeligt og undervejs påvirker den alt, hvad den møder. Påvirker med den kvalitet, som den startede med. Selvfølgelig aftager den i styrke på sin rejse og får en mindre og mindre effekt. Som mennesker sender vi hele tiden tankeenergi ud. Noget udsender vi bevidst og noget ubevidst.
Tilsvarende får vi hele tiden andres tankeenergi tilbage. Man kan sige, at det er et stort kredsløb, hvor vi hele tiden udveksler. Afhængigt af vores filter vil vi genkende noget og blot lade andet passere uden respons. Hvad ønsker du at give og modtage? Hvad er dit personlige filter tunet ind på? For denne udefra kommende tankeenergi påvirker vores indre tilstand, vores følelser og handlinger. Får os til at opleve glæde, sorg, vrede, gør os irriterede og så videre. Er du tilfreds med det du giver og modtager? Hvis du ikke er, må du se i øjnene, at du er den eneste, som kan forandre det. Og igen er det dit sind - dit personlige filter, det handler om, og som der gudskelov er mulighed for at justere med alle de moderne terapeutiske teknikker
Jeg kan huske, at Helene og jeg var gode til at bebrejde hinanden i begyndelsen af vores parforhold. Og at det var lige ved at ødelægge vores forhold. Vi ville simpelthen ikke tage til os, at vi selv var ansvarlige for de ting, der skete, for alt det der ikke gik som vi havde håbet på. Da vi samtidig var enormt pressede på grund af den dårlige økonomi, måtte vi af med alle de følelser der hobede sig op inden i os - og det gik så ud over den anden. Der gik flere år, førend vi begge to for alvor tog ansvar for vores egne tanker og handlinger, førend vi kom dertil, hvor vi automatisk ser på vores egen andel af det, der sker, og for alvor har erkendt, at det vi sender ud får vi tilbage. Det betyder ikke, at vi altid kun sender kærlighed ud - vi har stadig kontakt til mange almenmenneskelige følelser - men det betyder, at vi er fuldt bevidste om vores egen andel i det der sker....
6. Kærlighed er at rumme det som sker!
Har du oplevet, at du går rundt derhjemme og glæder dig til at din partner kommer hjem? Går rundt med denne indre boblende følelse af lykke og glæde ved at skulle være sammen med den anden? Da så din partner dukker op viser det sig, at han eller hun har en rigtig dårlig dag. Ingen knus og kun en vrissen hilsen. En rigtig nedtur. Hvad sker der så med dig? Bliver du vred over at dine forventninger er skuffet? Oplever du, at din indre glæde ligesom siver ud af dig? Eller vender du ryggen til og lader som ingenting? Det er jo dagligdag for mange af os. Og vi kan møde det på forskellig måde.
"Du skal elske din næste som dig selv" lyder et af budene fra biblen. Og det er jo rigtigt, og hvad der er nok så vigtigt - det bygger på den forudsætning, at du rent faktisk elsker dig selv. Jeg kan huske, at der var meget snak om næstekærlighed i min barndom, men jeg tror der går noget forud for denne adgang til næstekærlighed. Jeg tror, at vi må arbejde med vores eget hjerte først. Vi må skaffe os adgang til den indre kilde af kærlighed, som flyder inde i os først. Vi må lære os selv at elske hver eneste celle i vores egen krop. Vi må lære at svømme i vores egen indre kærlighed. Og når vi gør det, vil vi opdage, at næstekærlighed er noget naturligt.
Og vejen dertil går ikke overraskende gennem at arbejde med dit eget sind - dit indre filter. Derigennem vil du opnå at du på et tidspunkt kan hvile i dig selv og rumme det, som sker omkring dig, også når andre ikke opfylder dine forventninger.
7. Alt hvad der sker i dit liv er feedback til dig selv !
Lad os antage, at der virkelig foregår et overordnet altomfattende eksperiment i Universet, og at det betyder, at alting hele tiden forandrer sig. Og det må det jo gøre, blandt andet fordi vi hele tiden udsender tankeenergi som påvirker andre. Lad os antage, at du hele tiden er i stand til at opfatte impulsen i eksperimentet og derfor hele tiden vælger at flyde med impulsen. Ja, så vil du have gode muligheder for at leve i konstant balance.
Ark! Det ville være for kedeligt siger du - selvfølgelig er det for kedeligt. For vi er mennesker med et sind, som har et personligt filter, der indeholder værdier. Og forskellige værdier motiverer os forskelligt. Vi har behov for udfordringer, afveksling, tryghed, regelmæssighed. Og disse behov betyder måske, at du netop ikke svinger helt med impulsen i eksperimentet, men at du måske er lidt forsinket eller lidt forud eller
Derved opstår mulighed for ubalance, som så igen kan manifestere sig i din dagligdag.
Måske bliver du fyret fra jobbet. Måske går du og din kæreste fra hinanden. Måske får du en sygdom. Måske får du vrøvl med flere af kollegerne på jobbet etc. Alt sammen feedback til dig om, at noget er kommet ud af balance i dit liv. Kommet ud af balance i din personlig hed. Man kan sige, at det er din underbevidstheds måde at kommunikere ubalancen til dig på. Din underbevidsthed gør det med den smukkeste hensigt at du skal fat. te vinket og skifte kurs. Så her er virkelig en grund til at vi skal lære at kommunikere med vores ubevidste.
Konkret i det daglige liv hænger det meget sammen med det første princip - at være indstillet på, at alting forandrer sig. For mig har det betydet at jeg har måttet arbejde en del med at slippe kontrollen, denne trang til at tingene skal være som jeg har planlagt dem. Men hvis alting forandrer sig....
Og når først vi har lært det, er det lettere at spørge ind til et symptom og få budskabet bag symptomet, og derefter genoprette balancen, Jeg er glad for at jeg har lært dette princip, og efter min sygdom forstået det på et endnu dybere niveau
Jeg takker for principperne og lover mig selv, at jeg vil integrere dem i min undervisning, inden jeg tager afsked med krateret og energien. Jeg ved, at der vil gå nogen tid, før jeg vender tilbage. Og jeg ved også, at jeg igen vil vende tilbage og lære mere.
 
[ Back ]

Cypern +357 96 58 97 09 - Danmark +45 23 98 62 21 

Norge +47 46 93 60 30 - Belarus +375 29 681 6171