Vi snakker lidt, og jeg spørger lidt ind til hans situation, hans hverdag, og hans mål med coachingen. Han fortæller mig at han har været i det samme firma i mange år, men at jobbet har ændret sig meget, og han føler ikke længere at han er en del af firmaet, snarere tværtimod, som om han er kørt ud på et sidespor. Tidligere arbejdede han sammen med andre i et kreativt team, men nu sidder han meget alene.

Han er gift og har to born, og synes at hjemmelivet fungerer nogenlunde, bortset fra at han mangler overskud til børnene, og bliver alt for let irriteret på dem - noget han ikke blev tidligere. Men han er glad for sin familie og sit hus.

Hans mål med coachingen er at få livsglæden tilbage. Han ved bare ikke hvordan.

Jeg starter med at spørge ind til hans job værdier og hans livsværdier i det hele taget. Jeg har en mistanke om, at der er nogle af hans vigtigste værdier der ikke bliver opfyldt, for min erfaring er, at det kan være nok til at gøre forskellen mellem om vi mennesker har overskud eller ej. Og det viser sig da også, at Bjarne har høj værdi på at arbejde sammen med andre, på at føle sig som en del af et fællesskab.

En anden ting er, at det Bjarne fortæller om at han bliver mere irriteret på børnene kunne tyde på at han er lettere stresset. De fleste af os oplever lettere stress fra tid til anden, men hvis det går over længere tid påvirker det både krop og psyke. Stress handler dybest set om angst og utryghed, om at kroppen går i beredskab fordi der er "fare" på færde. Denne fare kan være fysisk eller psykisk - at man føler sig truet på sin identitet, sine evner, eller sin personlighed. En trussel på personligheden handler om at der er værdier eller drømme der presser på, som man ikke giver sig selv lov til at lytte til. I stedet siger man til sig selv, at "man har det jo meget godt og lønnen er god..."

En anden årsag til stress kan være det Bjarne beskriver som at han "er kørt ud på et sidespor". Når vi mister oplevelsen af at vi selv bestemmer over vores arbejdssituation, og i stedet oplever at vi er blevet placeret i en situation, som vi ikke selv har valgt, så bliver vi usikre på fremtiden og dermed lettere stressede.

Jeg snakker lidt med Bjarne om hans øvrige værdier, og beder ham forestille sig en situation hvor han virkelig er en del af et fællesskab. Hans ansigt lyser op mens han fortæller mig om "old boys holdet", som han mødes med en gang om ugen. "Hvordan vil du beskrive din tilstand lige nu?" spørger jeg. "Livsglæde" svarer Bjarne. Så beder jeg ham tænke på en typisk arbejdssituation, og spørger ham hvordan han vil beskrive sin indre tilstand: "Tung" svarer han.

Bjarne er intelligent nok til at han forstår min pointe, men der går en - meget almindelig - forsvarsmekanisme i gang i ham, nemlig Forsvar mod Forandring. Så han begynder at fortælle mig hvorfor det er umuligt for ham at skifte job (jeg har ikke nævnt at han skulle skifte job, men han taler til mig som om jeg har foreslået det). Jeg lytter længe til alle hans argumenter, uden egentlig at forholde mig hverken for eller imod (det er den kunst, man som coach træner længe på at opøve: evnen til at "være ligeglad" med om samtalepartneren skaber forandring eller ej). For jeg kan jo dybest set ikke vide hvad der vil være bedst for Bjarne, og ønsker på ingen måde at tage ansvar for de valg han skal træffe.

Så i stedet spørger jeg ham: "Dit mål da du kom var at få livsglæden tilbage?"

Han nikker.

"Er det stadig dit mål, eller vil du justere det mål?"

Lang pause.

 "Jeg vil gerne være mere glad."

"Fint. Skal vi se på dine muligheder for at blive det?"

I de næste 15 minutter afdækker vi Bjarnes muligheder for at blive i jobbet og være mere glad, og for at skifte job og være mere glad. Jeg forholder mig stadig neutral, jeg har ingen mening om hvad Bjarne skal gøre.

For at gøre hans fremtidsmuligheder tydeligere for ham, beder jeg Bjarne forestille sig at han efter tur bevæger sig ud i de forskellige fremtids muligheder, ved at tage et par skridt i forskellige retninger på gulvet. På den måde bliver det mere konkret for ham, jeg støtter ham til virkelig at forestille sig at han er ude i fremtiden og lægge mærke til hvordan det er, hvilken tilstand det giver ham.

Da vi har afdækket 3 forskellige fremtids linjer, ingen af dem særligt tilfredsstillende, presser jeg ham let ved at spørge: "Så hvad er den fjerde mulighed, den som du næsten ikke har turdet tænke på endnu?" Jeg lægger her en forudsætning ind om at han - ligesom mange andre mennesker - har en hemmelig drøm, som han fejer til side når den dukker op, fordi han ikke tør bevæge sig i retning af den.

Først dukker der ikke noget op, men efter et par minutter hvor vi snakker lidt frem og tilbage, stiller jeg det samme spørgsmål igen på en lidt anden måde, og så kommer det med en meget forsigtig stemme: "Egentlig er vi tre stykker som har snakket om at skabe et firma sammen - men det er jo ikke en mulighed."

Nu er det sådan, at jeg tror på at alt er muligt, hvis ønsket er stort nok, og det i øvrigt opfylder personens værdier, så det argument køber jeg ikke. Jeg matcher i stedet Bjarne ved at sige "Nej, det er det måske ikke, men du kunne eventuelt prøve at gå lidt ud og mærke på hvordan det ville føles, hvis det var en mulighed..." Bjarne tager et skridt frem og giver for første gang sig selv lov til at associere helt ind i drømmen - for det er jo bare en "hvis nu det var en mulighed"-situation.

Han ser glad ud, mens han fortæller mig om livet som selvstændig partner - der kommer en ny energi over ham, han retter sig mere op og taler lidt hurtigere.

Men efter kort tid kommer Forsvarsmekanismen igen: "Men det kan jo ikke lade sig gøre..." og alle argumenterne begynder igen.

Tiden for vores session er ved at være gået. Jeg spørger Bjarne om han har lyst til at kigge nærmere på nogle af de ting han oplever gør det umuligt? Jeg foreslår også at vi i næste session arbejder med at se på de overbevisninger han har om, hvad der er muligt for ham.

For jeg ved, at det er muligt at skabe overbevisninger der støtter os i at turde gøre det vi virkelig drømmer om, og i det mindste vil det give Bjarne et virkeligt valg.