Artikel: NLP og Kreativitet

Nogen mennesker er vældig dygtige til altid at se løsninger, at få nye ideer, eller at skabe noget nyt ud fra en syntese af gammelt. At kombinere mulighederne. For andre er det nogen gange let at få ideer, mens det til andre tider virker umuligt at få en kreativ tanke. Eller hvis den kommer dør den med det samme, indvendingerne står i kø i hjernen, og fortæller at det er umuligt, det vil aldrig lykkes, der er forhindringer...

Walt Disney
I NLP har man i mange år studeret mennesker, som er dygtige til det de beskæftiger sig med, hvad enten det er at skrive en bog, få kontakt med andre mennesker, sælge, have indre ro i pressede situationer eller at skabe en succesfuld virksomhed. En af dem som skabte en sådan virksomhed – og som samtidig var vældig afhængig af at hans medarbejdere var kreative hver dag! – var Walt Disney. Og Disney var meget bevidst om, at kreativitet og kritik er to ting som det er nyttigt at holde adskilt. To ting, som begge er vigtige, men som ikke trives i hinandens selskab!

”Storyboarding”
Det fortælles, at Disney af denne grund lod møderne med sine medarbejdere foregå i 3 adskilte rum. I det første rum mødes medarbejderne for at få ideer. I dette kreative rum er alt tilladt, alle ideer kommer på bordet, skitser bliver hængt på væggen, personkarakterer bliver udviklet, måske spiller man dem for hinanden, bevæger sig rundt i rummet, sidder på bordene, gør hvad som helst for at skabe en tilstand af bevægelse. Kreativiteten får lov at blomstre.
Derefter bliver ideerne samlet i overskrifter, som bliver sat i en foreløbig rækkefølge – en såkaldt Storyboard. Alle ideer bliver taget med, foreløbig er der intet der sorteres fra.

I næste fase går man i arbejdsrummet og begynder at lave en skitse for forløbet i selve filmen, udtænker detaljer, laver en plan, beregner tider for hver sekvens. Alt er stadig med, ingen kritik, kun planlægning af hvordan ideerne kan realiseres.

I tredje fase går man ind i en særlig tilstand – eller et særligt rum. I denne tilstand gir man sig selv lov til at være vældig kritisk. Man ser på planen for filmen med kritiske øjne, fokuserer på om der er døde punkter, om der er nogle særlige interessante personer, som har for lidt eller for meget plads, om der er nogle handlinger som skal have mere plads. Kort sagt: man er produktivt kritisk.
Herefter arbejdes der videre med at udvikle filmen, inden man fylder detaljerne ind.

Hvordan kan dette anvendes i andre typer virksomheder?
Disneys kreativitetsmodel er blevet kopieret af andre virksomheder. Det er ofte udviklingsafdelinger, som bruger denne måde at opdele den kreative proces på. Man indretter et kreativt rum, hvor man lader ideerne udvikle sig. Man går ud og arbejder videre ved skriveborde og computere med at lægge planer for hvordan ideerne kan blive til produkter. Og man mødes i et særlig rum, hvor man evaluerer de planer man har lavet og stiller alle de kritiske spørgsmål til planen, som man kan komme på: er det solidt nok? Vil forbrugerne kunne lide det? Passer det til målgruppen? Skulle vi overveje andre materialer, andre farver? osv. Derefter tager man spørgsmålene med tilbage til det kreative rum og videreudvikler på produktet, hvorefter man går til skrivebordene og justerer planlægningen. På den måde fortsætter man indtil der ikke kommer flere kritiske spørgsmål.

Den menneskelige tænkeevne
Denne proces sikrer, at man udnytter den menneskelige tænkeevne optimalt:

- evnen til at være i en tilstand, hvor der ikke findes begrænsninger, hvor alt er muligt. I denne tilstand ser vi ingen forhindringer, ingen problemer, og lader os ikke bremse af noget – tankerne lader sig inspirere af de associationer som kommer. Når der ikke er noget som bremser vores hjerne er den et vidunder af evne til at associere og forbinde den ene tanke med den anden.

- evnen til at være i en tilstand hvor der er fokus på at planlægge, på at gå fra drøm til virkelighed, fra tanke til handling. Hvordan skaber vi dette produkt, som vi nu har forestillet os i fantasien, hvilke trin er der i planen for at virkeliggøre det? I denne fase er vi fokuserede, og al tænkning handler om hvordan vi når målet. Typisk har vi et indre billede af målet foran os, og er optaget af at planlægge vejen mod dette mål.

- evnen til at stille spørgsmål til den plan vi selv eller andre har lavet. Denne evne er vældig nyttig, hvis den kommer sidst i processen, efter at ideerne har fået lov til at udvikle sig. Kommer den for tidligt kan den virke negativ og bremsende på den kreative proces. Men kommer denne ’kritik’ som spørgsmål (og ikke formuleret som ’det går jo ikke’) er det en utrolig nyttig evne til at forbedre produktet, til at sørge for at produktet bliver bedst muligt. I denne proces ser man på de enkelte trin og elementer i planen, tager dem ud foran sig og betragter dem kritisk: holder dette? får det plads nok? kunne det udvikles mere? er der noget som taler imod det? hvordan hænger det sammen med helheden?

Skab 3 ’rum’ inde i dig selv
Man kan lære at bruge denne tankegang hver gang man står over for en ny opgave. I stedet for at skifte til 3 forskellige fysiske rum kan man skabe 3 forskellige ’rum’ inden i sig selv, i form af 3 forskellige indre tilstande.
- en tilstand af kreativitet, bevægelse i tankerne, associationerne flyder frit, alt er muligt. Hvis du tænker på sidst du var i denne tilstand, hvordan oplevede du det da? Hvis du skulle gå ind i denne tilstand nu, skulle du da ligge, sidde, stå, bevæge dig rundt? Hvor skulle du se hen, op eller ned? 
- en tilstand af planlægning, hvor målet/ drømmen holdes klar for det indre blik, og det blot handler om at lave den plan som skal bringe dig til målet. Hvis du tænker på sidst du var i den tilstand, hvordan oplevede du det da? Hvor skal du helst sidde/ ligge/ stå for at være planlæggende?
- en tilstand af kritik/ forholde sig til/ finde forbedringer, finde svage punkter. Hvornår har du sidst været i denne tilstand? Hvad skal du sige til dig selv, hvordan skal du stå eller sidde for bedst at kunne gå i den tilstand?

Måske er det vigtigste at lære sig at adskille de tre tilstande, således at man giver drømmen lov til at udvikle sig inden man – for tidligt – begynder at planlægge på den, eller – værre! – begynder at stille spørgsmålstegn ved den!